Natur og vand

Økologi er godt for naturen, miljøet og klimaet, men hvor godt? Og hvad sker der, når man lægger landbrugsjord om til økologisk drift? Det vil KU Life undersøge i Lejre Kommune.

Når Lejre Kommune gennem de næste to år omlægger landbrugsjord til økologi, vil KU Life - Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet - undersøge, hvilken konkret effekt det har på den biologiske mangfoldighed og drikkevandet.

Specialestuderende vil tælle bier, sommerfugle og andre insekter på økologiske marker i Lejre, på marker, der er under omlægning og på konventionelle marker. Det skal kaste lys over, hvad der sker med naturen, når landbruget bliver drevet uden sprøjtegift og med mere varierede afgrøder på markerne.

Drikkevandet skal beskyttes

Lejre Kommune er særlig, da der bliver hentet rigtig meget drikkevand ind fra kommunens arealer. Både til Lejres egne borgere, men også til Roskilde og Københavns vandforsyninger. 90 procent af drikkevandet i Roskilde og cirka 12 procent af drikkevandet i København kommer fra Lejre.

Typisk ligger vandboringerne på landbrugsjord, og der er sjældent aftaler mellem landmand og vandforsyning om at lade være med at sprøjte og/eller gøde på de arealer, hvor boringerne ligger.

Københavns Energi (KE), som står for vandforsyningen i København, og Danmarks Naturfredningsforening har kortlagt alle kildepladser - dvs. der, hvor vandboringerne ligger - og sat navn på de landmænd eller andre, der dyrker jorden op til boringerne.

De aktuelle landmænd får nu tilbud om at lægge om til sprøjtefri eller økologisk drift gennem landbrugsstøttemidler eller andre støttekroner fra fonde til beskyttelse af drikkevandet.

Ved projektets afslutning gøres det op, hvor mange liter drikkevand, der er blevet beskyttet mod forurening af sprøjtegift.

Info

Specialestuderende på KULife har registreret insekter på konventionelle, omlægnings- og fuldt omlagt økologiske arealer.